Jeg hedder Kristian Ravn, og jeg arbejder med flow.
Jeg guider energibevidste enkeltpersoner, iværksættere, teams og organisationer med at opnå flow i sit virke ved hjælp af energi-analyse, afbalancering af flow-stoppere og aktivering af den autentiske skaberkraft vi alle besidder.
Jeg går lige dele systematisk og intuitivt til værks med mine hovedværktøjer: Human Design, Kinesiologi, Esoterisk Tantra Yoga, Holistisk Ledelse og Organisatorisk Læring.
Jeg er uddannet Human Design Reader.
Human Design vinder kraftigt frem som den Ny Tids “personlighedstype-analyse”, idet den overbevisende forener vestens videnskabelige betragtninger om energi, herunder kvantefysik og astrologi, med østens ældgamle spiritualistiske filosofier, herunder I Ching, Kabbalah’en og Vedisk Filosofi.
Human Design kan anvendes på enkeltpersoner og organisationer af alle størrelser, og kan siges at vise os vores energetiske fingeraftryk.
Human Design viser helt praktisk, hvordan vores energi fungerer i verden, hvordan vi interagerer med andre mennesker, og hvilke potentialer og skygger vi bærer rundt på. Human Design giver os således en klar bevidsthed om, hvordan vi fungerer. Om hvorfor vi mærker de ting vi mærker og oplever de ting vi oplever.
Med min baggrund indenfor Kinesiologien er det især interessant, at vi med Human Design får et klart billede af, hvilke energicentre (aka Chakraer) vi hver især – og som gruppe – har naturligt til rådighed som konstant energi, og hvilke energicentre vi skal arbejde med for at genoprette styrke og harmoni.
Human Design tilbyder os den ultimative accept af os selv: Alt vi har mærket gennem livet er faktisk rigtigt, og en del af os. Vi er ikke forkerte, men helt rigtige som vi er. Og når vi begynder at acceptere os selv og vores energiaftryk, og “leve vores design”, så begynder det virkelig at rykke i vores ydre verden.
Jeg er certificeret indenfor kinesiologien i både Kropsafbalancering og Avanceret Kinesiologi.
Kinesiologien er en meget praktisk tilgang til forståelsen af energi, herunder strukturel, biokemisk, elektrisk og følelses-energi. Kinesiologien bygger grundlæggende på sammenhængen imellem kroppens muskler, organer og meridiansystemet. Kinesiologien kombinerer tusinde år gammel østlig filosofi vedrørende menneskekroppens energisystemer og den moderne vestlige verdens viden om fysiologi og anatomi, og er på den måde en kraftfuld holistisk tilgang til helbredet og kroppens egen naturlige healing.
Jeg anvender kinesiologien på flere måder: Jeg kan gå ind en-til-en, og finde ubalancer i den menneskelige krop. Jeg kan analysere en gruppes energetiske fælles-aftryk, og afbalancere gruppen som helhed.
Kinesiologiens fornemmeste opgave er, at genoprette livsenergien, som både mennesker og grupper besidder helt naturligt.